Nicki Bille scorer og sejrer i polsk ligadebut
Efter 42 minutter i Polens bedste fodboldrække kom Nicki Bille på måltavlen for Lech Poznan.
Nicki Bille Nielsen skiftede i sommeren 2015 til Esbjerg, men i januar skiftede han videre til polske Lech Poznan.
Nicki Bille Nielsen skiftede i sommeren 2015 til Esbjerg, men i januar skiftede han videre til polske Lech Poznan. Foto: Esbjerg Fb/Free


Den danske angriber Nicki Bille Nielsen har fået en succesfuld start på tilværelsen i den polske storklub Lech Poznan efter angriberens skifte fra Esbjerg i januar.

Søndag spillede Bille for første gang en officiel kamp for klubben, og han kom tilmed på måltavlen i 5-2-sejren over Termalica Bruk-Bet.

Tre minutter før pausen bragte Bille hjemmeholdet foran 2-0 efter et måloplæg af den polske landsholdsspiller Karol Linetty, som Danmark får fornøjelsen af at møde i VM-kvalifikationen. 21-årige Linetty lagde op til Lech Poznans første tre mål.

Efter Billes scoring gik Lech Poznan i stå, og udeholdet scorede lige før og lige efter pausen. Det lykkedes dog for Bille og Poznan at sikre de tre point i forårspremieren via yderligere tre scoringer i kampen.

Nicki Bille spillede de første 88 minutter i sejren, før han blev udskiftet med 18-årige Dawid Novacki. Den sene udskiftning skulle vise sig at være en god idé. Efter et enkelt minut på banen scorede Novacki til 4-2 på et straffespark, og i overtiden scorede teenageren igen.

Lech Poznan ligger nummer fem i Polens bedste fodboldrække.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.