Det afghanske politi har anholdt fire mennesker, som beskyldes for at ville tvinge en ung kvinde til prostitution, og som halshuggede hende, da hun nægtede, oplyser myndighederne i Herat.
Den 20-årige Mah Gul blev halshugget, efter at hendes svigermor forsøgte at tvinge hende til at være sammen med en mand i sit hus i provinsen Herat for få dage siden, siger politichefen i regionen, Abdul Sayedzada.
- Vi har anholdt hendes svigermor, hendes svigerfar, hendes mand og den mand, som dræbte hende, siger han om den unge kvinde, der blev gift for kun fire måneder siden.
Hendes svigermor forsøgte gentagne gange at tvinge hende til prostitution, hvilket hun modsatte sig. Manden, der menes at have halshugget hende, Najibullah, siger, at svigermoren fik ham til at dræbe kvinden ved at sige, at hun var prostitueret.
Drabet er sket på et tidspunkt, hvor der er udbredt harme og afsky over, at Taliban har skudt en 14-årig pige i Pakistan i hovedet. Den pakistanske pige, Malala Yousafzai, var onsdag på operationsbordet på et hospital i Storbritannien.
Vold og undertrykkelse af kvinder er udbredt i Afghanistan. Abdul Qader Rahimi, som leder en regeringsstøttet menneskerettighedsgruppe i det vestlige Afghanistan, siger, at vold mod kvinder er taget til i den seneste tid.
Sidste år vakte det international opsigt, da det afghanske politi reddede en teenagepige, Sahar Gul, som var blevet mishandlet og lukket inde på et toilet i fem måneder, fordi hun modsatte sig sin svigermors krav om, at hun skulle tjene penge ved prostitution.