Nadal er stadig OL-tvivlsom ovenpå håndledsskade
Rafael Nadal ved endnu ikke, om han bliver klar til OL i Rio, og det bliver helt sikkert ikke i optimal form.
Rafael Nadal ved endnu ikke, om han kommer til at deltage ved OL.
Rafael Nadal ved endnu ikke, om han kommer til at deltage ved OL. Foto: Michel Euler/AP


En af tennissportens største stjerner - Rafael Nadal - ved endnu ikke, om han bliver klar til at dyste ved OL i Rio, der begynder på fredag.

Spanieren har døjet med en håndledsskade siden French Open i maj og har derfor misset blandt andet Wimbledon, men han håber fortsat at blive klar til turneringen i Rio.

- Jeg vil træne her de kommende dage og så beslutte, hvad der er bedst for mig og holdet, siger Nadal ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han er udset til at deltage både i single samt i herredouble sammen med Marc Lopez, men uanset hvad bliver det ikke på det ypperste niveau, erkender Nadal.

- Jeg kommer ikke til at være på mit bedste niveau i nogle af rækkerne. Jeg har ikke konkurreret i to måneder og har ikke trænet meget heller, siger Nadal efter ankomsten til Brasilien.

Han missede OL for fire år siden grundet en skade. Fire år tidligere vandt han guld i Beijing.

Ved OL i Rio er Nadal udnævnt til at være fanebærer for det samlede spanske OL-hold.

Flere af sportens største stjerner er fraværende ved OL. Schweizeren Roger Federer er på grund af en skade ude resten af året. Den canadiske Wimbledon-finalist Milos Raonic har meldt afbud grundet frygt for zikavirus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.