Nabo må finde sig i nøgne vinterbadere
Nu har Hellerups vinterbadere rettens ord for, at de godt må være nøgne på badebroen.
Nabo må finde sig i udsynet til bare numser, når der skal vinterbades i Hellerup.
Nabo må finde sig i udsynet til bare numser, når der skal vinterbades i Hellerup. Foto: Morten Stricker/Scanpix/Arkiv


Østre Landsret har givet Hellerup Roklub medhold i, at de må være nøgne på klubbens badebro, skriver tv2.dk.

Det sker efter to års stridigheder mellem roklubben og naboen til roklubbens badebro.

Sagen begyndte, da naboen klagede over de bare numser, han havde udsigt til, når klubbens vinterbadere skulle have en dukkert i vandet. Sagen kom først for byretten og siden landsretten.

Tilbød en million kroner

Naboen krævede, at vinterbaderne i det mindste havde badetøj på, når de befandt sig på badebroen. Han tilbød sågar, at betale en million kroner for at flytte badebroen, så han slap for at se på nøgne vinterbadere fra sit hjem.

Men dette tilbud blev afvist af klubben.

- Vi er ikke pligtige at tage imod sådan et tilbud, som i øvrigt ikke giver mening, for vi har ikke byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse til at lægge broen noget andet sted, end præcis hvor den ligger i dag, siger roklubbens advokat, Ole Erlich-Eriksen til tv2.dk.

Nu har Østre Landsret altså bestemt, at vinterbaderne kan fortsætte med at hoppe nøgne i vandet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.