For mange danskere er det et symbol på kvindeundertrykkelse, når muslimske kvinder bærer tørklæde.
Men den forestilling har tilsyneladende ofte ikke hold i virkeligheden. De fleste muslimske kvinder bærer tørklæde af egen fri vilje og ikke efter krav fra deres mand.
Det konkluderer forskerne bag en undersøgelse om integrationen i Danmark, der er lavet af Catinet, skriver Kristeligt-Dagblad.
- At kalde tørklædet undertrykkende er helt ude af proportioner. Men det
ved alle, som kender miljøet godt. Derfor er resultatet bestemt ikke
overraskende for os. Det er derimod meget tydeligt, at kvinderne bærer
tørklæde helt frivilligt. Hvor tørklædet for muslimer er blevet et
symbol på at markere sin religion, er tørklædet for modstanderne i
stedet blevet et hadeobjekt, som kan bruges i kampen mod flygtninge og
indvandrere. Dér er skismaet, siger forskningskonsulent Flemming Mikkelsen fra Catinet, som står bag undersøgelsen.
1.002 mennesker har deltaget i undersøgelsen, og otte ud af ti er muslimer. Blandt kvinderne svarer 42 procent, at det er meget vigtigt eller vigtigt for dem at bære
tørklæde, mens 48 procent svarer, at det ikke eller slet ikke er
vigtigt for dem.
Samtidig svarer 66 procent af mændene, at det ikke eller slet ikke er
vigtigt for dem, at deres koner bærer tørklæde, mens 29 procent svarer,
det er meget vigtigt eller vigtigt.
Teolog Katrine Winkel Holm, der er medstifter af Islamkritik Netværk, er dog stadig overbevist om, at nogle muslimske kvinder og piger går med tørklæde af tvang.
- Jeg
undrer mig over, at de bærer tørklædet. Ikke alle muslimske kvinder er
undertrykte, men tørklædet er symbol på sharia, og det er skræmmende,
at flere kvinder bakker op om sharia, siger hun til Kristeligt Dagblad.