Mourinho tavs om Costa-dom: Så får jeg lang karantæne
Chelsea-manager José Mourinho tør ikke sige sin mening om, at Diego Costa skal afsone tre dages karantæne.
Uden at sige noget lod José Mourinho forstå, hvad han mener om Diego Costas karantæne.
Uden at sige noget lod José Mourinho forstå, hvad han mener om Diego Costas karantæne. Foto: Alastair Grant/AP


London-opgøret mellem Arsenal og Chelsea er fem dage gammelt, men klubbernes respektive managere er stadig i det røde felt ovenpå kampen og dens efterdønninger.

Arsène Wenger - fordi han mener, at Arsenal skulle have spillet 11 mod 10 i stedet for 10 mod 11 i store dele af kampen, som Chelsea vandt 2-0.

José Mourinho - fordi hans stjerneangriber Diego Costa ovenpå kampen er blevet idømt tre spilledages karantæne ud fra tv-billeder, der viser han slog Laurent Koscielny i ansigtet.

De to managere må begge lægge bånd på sig selv, når talen falder på kampen, og Mourinho vil slet ikke sige noget om Costa-karantænen.

- Jeg kommenterer ikke på det. Kommenterer jeg på det og bringer følelser ind i diskussionen, vil jeg blive idømt en lang karantæne. Det har holdet ikke brug for.

- Holdet mister en vigtig spiller i tre kampe. Det skal ikke også undvære sin manager. Derfor foretrækker jeg at tie stille, siger portugiseren.

Til gengæld har han en holdning til, at Arsenal-spilleren Gabriel Paulista slipper for karantæne, selv om han sparkede ud efter Costa og fik rødt kort i den omtalte kamp.

- Nu ved vi, at hævnakter er tilladt, siger Mourinho.

Hos Arsenal er Wenger stadig harm, selv om de efterfølgende domme er gået Arsenals vej.

- Hvad FA (det engelske fodboldforbund, red.) har besluttet, skulle dommeren have besluttet under kampen. Det reparerer kun fem procent af skaden, der er forvoldt os.

- I stedet for spille 11 mod 10, spillede vi 10 mod 11. Det er bedst, jeg ikke siger mere om det, eftersom jeg stadig er rasende, siger Wenger til Arsenals hjemmeside.

Trods sejren ligger Chelsea stadig i den tunge ende af Premier League med syv point for seks kampe. Arsenal ligger lige under toppen med ti.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.