Landsholdsdebutanter holder fokus på U21-EM
Danmark skiftede to debutanter ind, da 0-1 blev vendt til 2-1 mandag aften mod Montenegro.
Riza Durmisi debuterede mandag på det danske A-landshold i testkampen mod Montenegro på Energi Viborg Arena.
Riza Durmisi debuterede mandag på det danske A-landshold i testkampen mod Montenegro på Energi Viborg Arena. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Både Andreas Christensen og Riza Durmisi debuterede mandag på det danske A-landshold i testkampen mod Montenegro på Energi Viborg Arena.

Begge spillere har først og fremmest rettet tankerne mod U21-landsholdets forestående EM-slutrunde frem for A-landsholdets vigtige kvalifikationskamp mod Serbien i Telia Parken lørdag.

- Lige nu har jeg fået besked på at fokusere på U21-EM, så det fokuserer jeg på, siger Andreas Christensen, der til daglig spiller for Chelsea.

Samme toner lyder fra Brøndbys Riza Durmisi.

- Hvis jeg skal være realistisk, så tror jeg mere, at jeg skal tænke på U21-landsholdet, men jeg drømmer selvfølgelig om at spille mod Serbien, så jeg kan blive låst for Danmark, for det er det, jeg altid har villet, siger Riza Durmisi.

Forsvarsspilleren hentyder til, at han er af albansk afstamning.

Dermed kan det ligne, at deres næste opgaver i rødt og hvidt bliver torsdag, hvor U21-landsholdet møder Sverige i en testkamp.

Andreas Christensen kom på banen efter 63 minutter for at erstatte Pierre-Emile Højbjerg på midtbanen, mens Riza Durmisi 10 minutter senere overtog venstreback fra Simon Poulsen.

Begge spillere var tilfredse med debuten, som også endte med en dansk sejr på 2-1 efter at have været bagud med 0-1.

- Det er det allerstørste at spille for sit land, så det var vild stort. Jeg kommer ind, da vi er bagud 0-1, selv om vi har kontrol over det. Jeg får bragt lidt ny energi ind, og så scorer vi to gange, så det var fint.

- Pierre-Emile (Højbjerg, red.) sagde til mig, at jeg bare skulle gå ind og spille simpelt, tage det roligt og nyde det, siger Andreas Christensen og suppleres af Riza Durmisi.

- Det er begrænset, hvad man kan nå at vise, men jeg har en god fornemmelse. Jeg startede med et dårligt indlæg, men efter det fik jeg vist en lille smule offensivt, siger Durmisi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.