Mordmistænkte i Nemtsov-sag har være udsat for tortur
En menneskerettighedsrådgiver i Kreml siger, at anholdte tjetjenere har mange skader på kroppen efter tortur.


Tre tjetjenere, der er mistænkt for at have taget del i mordet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, har formentlig været udsat for tortur i politiets varetægt.

Det siger lederen af Kremls menneskerettighedsråd, Andrej Babusjkin, der har besøgt tre af de fem mistænkte tjetjenere, der sidder fængslet i det berygtede Lefortovo-fængsel.

Han konstaterer, at de havde adskillige sår og skader på kroppen.

Nemtsov blev skudt få hundrede meter fra Kreml den 27. februar. Han er den mest prominente i en række af oppositionsfolk, der er blevet myrdet i Rusland.

Kritikere af præsident Vladimir Putins styre siger, at det stiller et alvorligt spørgsmålstegn ved retstilstanden i landet.

En russisk dommer har erklæret, at den tidligere tjetjenske politimand Saur Dadajev, som sidder fængslet sammen med sine fætre Ansor og Sjagid Gubasjev, har indrømmet, at han deltog i drabet på Nemtsov.

Dadajev og Sjagid Gubasjev er formelt blevet tiltalt for drabet.

- Der er rimelig grund til at tro, at Dadajev og Gubasjev-brødrene er blevet torteret, skriver Babusjkin på sin hjemmeside.

Han konstaterer, at Dadajev har "mange skader" på kroppen.

Til Babusjkin har Dadujev sagt, at han først erkendte sin skyld efter at have fået løfte om, at politiet ville løslade hans ven Rustam Jusupov, som blev anholdt på samme tid som han selv.

Babusjkin siger, at Jusupov i mellemtiden er forsvundet.

Den politimyndighed, der efterforsker Nemtsov-mordet, siger, at Babusjkin med sine spørgsmål i sagen forsøger forhindre en opklaring.

Selv siger Babusjkin, at han vil bede menneskerettighedsrådet i Kreml om at orientere præsident Putin om hans opdagelser.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.