Han er blot to år gammel, men Storbritanniens prins George har allerede udviklet en smag for luft og fart - præcis som sin far og onkel.
Ved det 75. jubilæum for kadet-uddannelsen ved det britiske luftvåben, Royal Air Force, mødte hertuginde Kate op i sin rolle som æreskommandant - den første kvindelige af slagsen.
Hertuginden talte med flere af luftvåbnets kadetter og morede tilhørerne med at fortælle, at hun har vist prins George billeder af de legendariske Spitfire-fly, og at det satte gang i tankerne hos den lille. Nu er den toårige prins helt besat af flyvemaskiner og vil være pilot, når han bliver stor.
Skulle det ønske gå i opfyldelse for lille George, falder æblet ikke langt fra stammen.
Både hans far, prins William, og onklen, prins Harry, er uddannede piloter. Prins William startede i 2015 på jobbet som pilot for en ambulancehelikopter, mens prins Harry, der ofte fremhæves som den rebelske og vilde af de to brødre, naturligvis valgte at flyve kamphelikopter i stedet.
Der må dog stadig siges at være lidt tid, inden den lille prins kan melde sig under fanerne hos Royal Air Force i sit hjemland. Men indtil da kan man da håbe, at far eller onkel giver en flyvetur - både i helikopter men bestemt også dem hjemme i haven.
/ritzau/FOKUS