Moleko: Vi kvinder har et ansvar for hinanden
Det har været en voldsom, men også givende oplevelse for Barbara Moleko at se, hvordan kvinder i Uganda kæmper for deres rettigheder.
Barbara Moleko mener, at kvinder skal være bedre til at hjælpe hinanden.
Barbara Moleko mener, at kvinder skal være bedre til at hjælpe hinanden. Foto: Thomas White/free


Seks dage i Uganda i Østafrika var nok til at give sangerinden Barbara Moleko et helt nyt syn på det liv, hun selv lever hjemme i trygge Danmark og til at minde hende om, hvor vigtigt det er, at kvinder står sammen.

På turen, hvor hun sammen med Folkekirkens Nødhjælp besøgte forskellige udviklingsprojekter i den meget fattige Karamoja-region i det nordlige Uganda, mødte hun stærke, modige kvinder, der kæmper for, at de selv og deres medkvinder kan leve et trygt og værdigt liv i det patriarkalske og kvindeundertrykkende samfund, hvor omskæring og vold mod kvinder stadig er en del af livet for mange.

Det har rørt sangerinden dybt.

- Pigerne i Uganda har så alvorlige øjne, fortæller Barbara Moleko, der er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling, der foregår den 8. marts på kvindernes kampdag.

Hvorfor pigerne har så mørke blikke, forstår hun dog godt.

- De skal passe på så mange ting. De kan meget nemt blive ofre. Mange af kvinderne dernede går igennem livet uden at føle, at der er nogen, der passer på dem. Ikke engang deres forældre eller brødre, siger sangerinden.

I Uganda er det mere undtagelsen end reglen, at piger får lov at gå i skole, og uden uddannelse er det svært at klare sig. Ofte ender kvinderne i voldelige forhold, som de ikke kan slippe ud af, fordi de ikke kan forsørge sig selv. Samtidig er der mange steder tradition for at omskære kvinder, og det kan give voldsomme og livsfarlige komplikationer og infektioner, samtidig med, at det kan blive livsfarligt for kvinderne at føde børn.

Problemerne er mange i landet. Og derfor er det ekstra vigtigt, at der er nogle kvinder der tør at gå forrest og kæmpe for kvindernes rettigheder. Nogle af dem, der har gjort det, mødtes sangerinden med, da hun var i Uganda.

- Jeg har virkelig set hvor meget, de her kvinder gør for deres land. Hvordan de tilsidesætter deres egne behov og familier for at gøre noget for fællesskabet, siger hun.

Hun håber, at de danske kvinder vil være med til at række ud til deres medsøstre i andre lande, der ikke er lige så privilegerede.

- Vi har som kvinder et ansvar overfor andre kvinder. Men vi glemmer at stå sammen. Vi skal virkelig bare være mere åbne og generøse overfor hinanden og hjælpe hinanden, siger hun.

Turen til Uganda har også sat nogle tanker i gang om, hvor privilegeret et liv, hun selv lever hos sangerinden, der er vokset op i Sydafrika og Mozambique, men kom til Danmark som 12-årig.

- Det har virkelig fået mig til at være taknemmelig for mit liv og for min datters liv, siger Barbara Moleko, der har en datter på halvandet år.

- Der er sgu ikke så meget at tude over herhjemme. Den tur har bare virkelig givet mig ro på. Tanken om, at jeg har så meget, der er så fantastisk. Men jeg tror ikke, jeg helt har forstået det før nu, siger hun.

Barbara Moleko samler selv ind den 8. marts i Nordvest, hvor hun bor med sin kæreste og lille datter.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.