MØ går danseamok i festlig video
MØ synger på Major Lazer-nummeret "Lean On", og den unge sangerinde går helt danseamok i den officielle musikvideo til nummeret.
MØ synger med på det nye Major Lazer-nummer "Lean On".
MØ synger med på det nye Major Lazer-nummer "Lean On". Foto: LANGE PER/Polfoto


Hun fester med indiske kvinder, hun ligger i en swimmingpool fyldt med rosenblade, og hun danser på toppen af en bus.

Kort sagt lader det til, at den danske sangerinde MØ har det vildt i musikvideoen til nummeret "Lean On", som odenseaneren lægger vokal til.

Sangen er lavet af dj-kollektivet Major Lazer og DJ Snake, og den vilde musikvideo, der er filmet i Indien, lagde Major Lazer op på deres officielle Youtube-kanal søndag.

Og det var ifølge Diplo, frontmanden i Major Lazer, noget af en oplevelse at skyde musikvideoen i det asiatiske land.

- Indien er meget specielt, og landets skønhed gjorde mig lamslået. Da vi turnerede som Major Lazer, var det fantastisk at se, hvor mange fans vi har der, og vi ville gerne inkorporere noget af den gode indiske stemning i vores musikvideo, forklarer han.

Foruden sit nye supersamarbejde med Diplo og resten af Major Lazer har MØ tidligere arbejdet sammen med blandt andre superstjernen Iggy Azalea på nummeret "Beg For It".

Se musikvideoen til "Lean On" lige her: https://www.youtube.com/watch?v=YqeW9_5kURI&index=1&list=PLMx-oj8tIII36GVRtyV_K8YZ4IdA5GGsf

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.