Minister skrotter sit eget åbenhedsregister
Politisk flertal vil gøre det obligatorisk for folketingspolitikere at oplyse økonomiske interesser.
Efter grundige overvejelser er skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommet frem til, at der slet ikke skal være et register, mens han er minister.
Efter grundige overvejelser er skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommet frem til, at der slet ikke skal være et register, mens han er minister. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Skatteminister Benny Engelbrecht (S) har i årevis været en af Folketingets mest ivrige fortalere for at få oprettet et obligatorisk lobbyregister.

Gennem det skal folkevalgte på tinge registrere sig for at øge åbenheden om den politiske proces og de bagvedliggende økonomiske interesser.

Men efter at han tiltrådte som minister i begyndelsen af september, er Benny Engelbrecht holdt op med at opdatere sit private lobbyregister.

Efter grundige overvejelser er han kommet frem til, at der slet ikke skal være et register, mens han er minister, skriver Jyllands-Posten.

- Jeg tror, at jeg udelader lobbyregistret, da det ikke er aktuelt længere, siger han.

Ifølge Benny Engelbrecht er det tilstrækkeligt, at han opgiver, hvad han har af økonomiske interesser.

- Som minister er jeg forpligtet til at opgive, ikke bare hvad jeg selv har af økonomiske interesser nu, men også hvad jeg har haft, og også hvad min hustru har af indkomst.

Lobbyregistret, som han i sin tid forsøgte at pådutte alle andre folketingsmedlemmer, var blot en forsøgsordning, lyder det.

- Det er rigtigt, at jeg kørte et forsøg med et lobbyregister. Nu er jeg omfattet af ministeråbenhedsordningen, og så har jeg lagt det forsøg på køl. Men det er da min plan, at når jeg ikke længere er minister, fortsætter forsøgsordningen, siger han.

Spørgsmål: Hvis vi nu skal vende tilbage til dig selv og din åbenhed i forhold til dit lobbyregister, føler du så, at du er så åben, som du kan være som minister?

- Det ved jeg ikke, om jeg er. Men jeg er ikke færdig med at afsøge mulighederne for at skabe mere åbenhed, og man vil sikkert også se, at jeg kommer til at tage nogle forskellige initiativer på nogle områder, hvor man går længere på det punkt, end man har gjort tidligere.

- Eksempelvis med hensyn til åbenhed på skatteområdet. Det behøver ikke nødvendigvis at handle om mig, men også om den måde, Skat arbejder på, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.