Minister om dagpenge: Ikke noget tag selv-bord
Der er rettigheder, men også pligter, når man er på dagpenge, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) efter et DR-program, der sår tvivl om ledige danskeres lyst til at tage de job, de får tilbudt.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) sagde i går, at dagpengesystemet ikke er et "tag-selv bord," hvor man må afvise ledige job efter forgodtbefindende. - Man skal stå til rådighed, sagde ministeren.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) sagde i går, at dagpengesystemet ikke er et "tag-selv bord," hvor man må afvise ledige job efter forgodtbefindende. - Man skal stå til rådighed, sagde ministeren. Jens Dresling: Polfoto/arkiv


I kølvandet på DR-udsendelsen ‘Den dag de fremmede forsvandt,’ der blev vist i går aftes, slog beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) fast, at dagpenge ikke er “et tag selv-bord.”

En af deltagerne i programmet - Henriette Mangelsen - sagde nej tak til et 25-timers job som stuepige, da det ville stille hende dårligere økonomisk, end hvis hun forblev fuldtidsforsikret dagpengemodtager.

LÆS OGSÅ: Ledige Henriette: Jeg havde ikke råd til at tage jobbet

Henrik Dam Kristensen understregede herefter over for DR Nyheder, at vi i Danmark ikke ønsker os et system, hvor det ikke kan betale sig at tage et job. Men det kan det også i langt de fleste tilfælde, mener ministeren.

- Jeg synes, det er afgørende at sige, at for langt de fleste danskere - faktisk 99 procent - så er det sådan, at hvis man tager et job i stedet for at gå på dagpenge eksempelvis, ja så er der en gevinst på over 1000 kroner om måneden, og det synes jeg sådan set også er et okay incitament.

Folk er næsten til grin

Men det er åbenbart ikke alle, der synes, 1000 kroner er nok til at møde på job hver morgen. I hvert fald var der i DR-programmet eksempler på, at ledige ikke fandt det attraktivt.

Og arbejdsgiverne oplever det samme.

Peter Jensen, direktør i Dansk Træemballage i Faaborg sagde i går til Avisen.dk, at mange hellere vender sig om på den anden side end hopper op på knallerten og kører på job.

LÆS OGSÅ: Fynsk arbejdsgiver: Danskerne gider ikke op på knallerten

Det handler om, at guleroden ved det faste arbejde er for svær at spotte, mener han.

- Det  kan jo nærmest ikke betale sig for dem. Jeg har folk gående, der næsten er til grin, fordi de går på arbejde. Hele pointen er, at hvis der ikke er større forskel på understøttelse og på at at gå på arbejde, så bliver det altså svært at få folk til at synes, det er sjovt, siger han til Avisen.dk.

Ret, men også pligt

Henrik Dam Kristensen forholdt sig ikke yderligere til, om 1000 kroner er incitament nok til at gå på arbejde.

Men han fastslog over for DR Nyheder, at man ikke er fredet, når man er på dagpenge, men skal stå klar til at tage de job, der byder sig.

- Det er afgørende at sige, at er man på dagpenge, så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og bliver man tilbudt et job, så skal man tage det. Vi har et samfund, hvor der er pligter og rettigheder, og man har en rettighed til at modtage dagpenge, men man har også en pligt til at stå til rådighed. Det er sådan set ikke noget, man selv kan vælge, siger ministeren.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.