200 millioner kroner årligt.
Så meget vil regeringen og Venstre spare på det danske redningsberedskab.
Det vil koste fyringer på kommunale brandstationer og statslige beredskabscentre, forudser fagbevægelsen og oppositionen.
LÆS OGSÅ: Vækstplan sender mænd i uniformer i farezonen
Avisen.dk ville gerne have interviewet forsvarsminister Nicolai Wammen (S) om besparelserne, der er varslet i Skitse til Vækstpakke 2014.
Som svar på Avisen.dk's henvendelse har ministeren sendt en skriftligt kommentar, som redaktionen bringer her i sin helhed.
"Det er vigtigt, at Danmark har et godt redningsberedskab, det skal vi også have i fremtiden. Regeringen og Venstre har med skitsen til vækstaftalen sat rammerne for den fremadrettede udvikling af både det statslige og kommunale redningsberedskab.
De bærende principper i redningsberedskabet vil være et fortsat kommunalt og statsligt redningsberedskab, større enheder og en højere grad af standardisering. Men samtidig et redningsberedskab med plads til løsninger, der er tilpasset lokale forhold.
Der vil skulle udarbejdes en solid implementeringsplan, der udmønter vækstaftalen og tillige sikrer sammenhæng mellem de kommunale og statslige tilpasninger i redningsberedskabet.
Jeg vil indkalde beredskabsforligskredsen efter sommerferien med henblik på at starte drøftelserne med partierne," skriver forsvarsministeren.
LÆS OGSÅ: Redningsmænd: Det kan kun koste arbejdspladser
Avisen.dk ville gerne have konfronteret ministeren med kritikken fra flere fagforeningen og Det Konservative Folkeparti og have spurgt ham, hvor mange fyringer det danske beredskab kan tåle uden at blive forringet, men det har altså ikke været muligt.