Minister: Konkret terrorplan er forpurret i Frankrig
Fremskredne planer om et angreb er blevet forhindret, siger Frankrigs indenrigsminister efter ny anholdelse.
Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, oplyser, at fransk politi har anholdt en person, der var dybt involveret i terrorplaner. Arkivfoto
Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, oplyser, at fransk politi har anholdt en person, der var dybt involveret i terrorplaner. Arkivfoto Foto: Kamil Zihnioglu/AP


Fransk politi har ifølge regeringens oplysninger torsdag anholdt en terrormistænkt og dermed afbrudt konkrete forberedelser til et angreb.

Planerne var på et "fremskredent stadie", siger indenrigsminister Bernard Cazeneuve torsdag aften på en pressekonference sent torsdag.

Han tilføjer, at der "på nuværende tidspunkt ikke er konkrete beviser for en forbindelse" mellem dagens anholdelse og de seneste angreb i Paris og Bruxelles.

En politiaktion er fortsat i gang i bydelen Argenteuil tæt ved hovedstaden Paris, oplyser ministeren ifølge Reuters.

Nyhedskanalen France24 skriver på sin hjemmeside, at der er bomberyddere til stede i bygningen, der er blevet ransaget. Den ligger cirka 15 kilometer nord for den franske hovedstad.

Ifølge Cazeneuve er den anholdte en fransk statsborger, som var dybt involveret i de formodede terrorplaner, men ellers er det sparsomt med oplysninger.

- Vedkommende, der bliver afhørt, er fransk statsborger og mistænkes for at være indblandet i denne plan på højt niveau. Han var en del af et terrornetværk, der planlagde at angribe Frankrig, siger ministeren.

Den anholdte er blevet overvåget af de franske myndigheder "i flere uger", oplyser Cazeneuve, der tilføjer, at anholdelsen er "resultatet af et tæt og konstant samarbejde mellem europæiske efterretningstjenester".

Meldingen fra den franske regering kommer, to dage efter at tre eksplosioner udløst af selvmordsbombere dræbte flere end 30 mennesker i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

Samtidig er det seks dage siden, at den eftersøgte Salah Abdeslam blev anholdt af belgisk politi. Han er mistænkt for at være den eneste overlevende af gerningsmændene bag Paris-angrebet i november, hvor 130 mennesker mistede livet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.