Mike Jensen laver kanonmål i Rosenborgs doubletriumf
Den tidligere Brøndby-spiller hamrede Rosenborg på 2-0 i pokalsejren over Sarpsborg 08 i Norge.
Mike Jensen stod stærkt i billedet, da Rosenborg vandt den norske pokalfinale søndag.
Mike Jensen stod stærkt i billedet, da Rosenborg vandt den norske pokalfinale søndag. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


Mike Jensen har haft en stor sæson i Rosenborg, og søndag satte han et smukt punktum med en flot scoring til 2-0 i den norske pokalfinale mod Sarpsborg 08, der havde tre danskere i startopstillingen.

Rosenborg vandt kampen 2-0, og dermed sikrede klubben sig the double, efter at mesterskabet allerede for en lille måneds tid siden kom i hus.

Mestrene tog føringen i pokalfinalen midtvejs i første halvleg, da Paal Andre Helland i to forsøg gjorde det til 1-0 efter klumpspil i Sarpsborg-feltet.

Triumfen kom for alvor inden for rækkevidde fem minutter før pausen, da bolden havnede foran Mike Jensen efter et indlæg i feltet.

Fra kanten af feltet lidt ude til højre hamrede danskeren til bolden med venstrebenet på en hoppende bold, og den bragede ind ved fjerneste stolpe - et fremragende mål af den tidligere Brøndby-spiller.

Hos Sarpsborg var der rød-hvid repræsentation ved både Patrick Mortensen, Steffen Ernemann og Claes Kronberg, men ingen af dem gjorde det store væsen af sig.

Det gjorde til gengæld Mike Jensen, der flere gange viste prøver på sit glimrende overblik og generelt leverede en flot arbejdsindsats.

Anden halvleg forblev målløs trods store kontrachancer til Rosenborg i slutminutterne.

Tobias Mikkelsen startede på bænken for Rosenborg, mens Lasse Heinze kiggede på fra Sarpsborg-bænken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.