Messi efter stop: Det gør ondt ikke at være mester
Verdens bedste fodboldspiller har spillet sin sidste landskamp for Argentina.
Argentinas Lionel Messi vinker inden Copa America-finalen mod Chile. Efter nederlaget erklærede han, at han stopper på landsholdet.
Argentinas Lionel Messi vinker inden Copa America-finalen mod Chile. Efter nederlaget erklærede han, at han stopper på landsholdet. Foto: Julio Cortez/AP


Fodboldstjernen Lionel Messi stopper på det argentinske landshold.

Det oplyser den 29-årige stjerne, efter at Argentina søndag tabte finalen ved Copa America til Chile efter straffesparkskonkurrence.

- For mig er landsholdet et afsluttet kapitel.

- Jeg har gjort alt, jeg kan. Det gør ondt ikke at være mester, siger Lionel Messi ifølge AFP efter sit fjerde store finalenederlag med Argentina.

Messi blev en af skurkene for Argentina i kampen, da han brændte sit forsøg fra 11-meter-pletten.

Fem gange er Barcelona-spilleren blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller. Han er desuden den mest scorende spiller nogensinde for Argentina med 55 mål i 112 landskampe.

Men nu er det slut efter endnu en stor skuffelse, der fremkaldte tårer hos Messi.

Dermed bliver VM om to år afviklet uden sportens største profil.

Lionel Messi debuterede for Argentinas landshold som 18-årig i 2005.

Året efter scorede han sit første landskampmål.

Siden er det blevet til både mange mål og kampe, men også til mange finalenederlag.

Tre gange tabte han med Argentina finalen i Copa America, og i 2014 tabte holdet VM-finalen til Tyskland.

Også 32-årige Javier Mascherano har meddelt, at han stopper på landsholdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.