Mens krisen kradser scorer rige landmænd kassen
De rigeste landmænd har sat rekord i indtjening under krisen. Deres indkomster er på tre år steget med 36 procent. Det kan de takke gode priser på korn, mælk og svinekød for.
De rigeste landmand har sat rekord i indtjening under krisen.
De rigeste landmand har sat rekord i indtjening under krisen. Foto: Scanpix


Der bliver talt om nødlidende landmænd, pressede svinebønder og et ramt landbrug, der har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Men sådan ser det ikke ud for de rigeste landmænd. De har nemlig sat rekord i indtjening under krisen, skriver Fagbladet 3F.

På tre år fra 2009 til 2012 er indkomsterne for landets rigeste personer inden for landbrug, skovbrug og fiskeri steget med 36 procent. De tjener i gennemsnit 2,3 millioner kroner om året. Det viser nye tal fra AE-rådet, som er lavet til bogen 'Klassekamp fra oven'.

"Det er lidt overraskende, at landmændene med de højeste indkomster har fået så store stigninger," mener lektor Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet.

I det danske landbrug drejer det sig om 3.337 personer, som ifølge tallene tilhører overklassen inden for landbrug, skovbrug og fiskeri.

Tak til svinene
Den høje stigning i indkomsten hos de rigeste landmænd overrasker ikke Videnscenter for Landbrug under Landbrug & Fødevarer.

"Fra 2009 til 2012 skete der en voldsom udvikling i markedspriserne inden for mælk, svinekød og korn," forklarer erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser.

Samtidig påpeger han, at der stadig er en gruppe landmænd, som er hårdt ramt, og har svært ved at få deres forretning til at løbe rundt.

"Der er ekstremt stor spredning. Nogle tjener gode penge, så er der en stor mellemgruppe, og så er der dem i bunden, der driver deres landbrug ineffektivt," forklarer Klaus Kaiser.

Kilde: Fagbladet 3F.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.