Medina får ærespris: Jeg har været gennem en svær tid
Den prestigefyldte ærespris ved Danish Music Awards minder Medina om hvorfor, hun laver musik.
Medina fik æresprisen ved DMA.
Medina fik æresprisen ved DMA. Foto: Torben Christensen/Scanpix


- Jeg er faktisk alt for sensitiv til at være så offentlig en person, som jeg er. Samtidig skriver jeg alt for personligt, og jeg er jo en medieperson i kraft af det, jeg gør, så det er svært.

Sådan beskriver Medina sin kamp med at være et kendt ansigt i Danmark, efter hun fredag modtog en ærespris ved Danish Music Awards som kun den fjerde kvinde i rækken indtil nu.

Æresprisen symboliserer for Medina langt mere end blot et skulderklap. Den er et bevis, hun kan vise frem til sine "haters", som hun også sendte en hilsen til fra scenekanten, da hun modtog hæderen.

- Prisen gør, at jeg kan modbevise dem, der gerne vil pille mig fra hinanden, og sige til dem "Se, jeg er faktisk god, og jeg har faktisk gjort en forskel, for ellers ville jeg ikke få sådan en pris her", siger Medina.

Den prestigefyldte pris, der blev overrakt af sangerinden Anne Linnet, minder Medina om, at hun har fans og støtte herhjemme, efter en periode, hvor det ikke har været nemt for hende at opholde sig for meget i Danmark.

- Jeg har været igennem en svær tid. Anne (Linnet, red.) har også på et tidspunkt haft det så nederen over medierne herhjemme, at hun flyttede fra Danmark, og der har jeg lige selv været, fortæller Medina.

Prisen minder hende om at fortsætte.

- Jeg synes, prisen giver mig styrke og lærer mig, at jeg skal være stærkere uden det, medierne gør ved mig. Jeg laver bare musik. Det er det eneste, jeg gør, og jeg gør det så godt, jeg kan, siger hun.

Sanne Salomonsen, Anne Linnet og Cæcilie Nordby har tidligere modtaget æresprisen, der blev uddelt første gang i år 2000.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.