Medieforsker: Nyt medie risikerer at kannibalisere sig selv
Fusionen mellem BT og Metroxpress er en interessant udvikling men ikke en garanteret succes, mener forsker.
BT og Metroxpress slår pjalterne sammen. Her konstitueret ansvarshavende chefredaktør Jens Grund, direktør Thomas Raun og Mette Maix, adm. dir Berlingske Media, der ejer 70 procent.
BT og Metroxpress slår pjalterne sammen. Her konstitueret ansvarshavende chefredaktør Jens Grund, direktør Thomas Raun og Mette Maix, adm. dir Berlingske Media, der ejer 70 procent. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Aviserne BT og Metroxpress har den samme tabloide og underholdende stil tilfælles - og at de på hver deres måde har det lidt hårdt i disse år.

Derfor er det en "interessant udvikling", at de to har besluttet at slå pjalterne sammen og danne selskabet BTMX, som ejes af Berlingske Media og Metroxpress.

Det mener medieforsker Aske Kammer fra IT-Universitetet i København.

- Om det bliver en succes må afhænge af, hvad Berlingske Media og Metroxpress helt præcist vil med den her fusion, og i hvilken udstrækning de to medier skal arbejde sammen, siger han.

Begge medier vil udkomme, som man kender dem i dag.

Men sammenlægningen betyder, at gratisavisen Metroxpress flytter ind hos BT, så de to vil blive integreret i en fælles redaktion, som skal levere indhold til begge medier på alle platforme.

Hvordan de to medier kommer til at balancere mellem gratis og betalt indhold, har ejerne endnu ikke lagt sig fast på.

Og netop den balancegang bliver afgørende for BTMX, vurderer Aske Kammer.

- Ved at lave fælles stof er der en risiko for, at det bliver det samme medie i en eller anden udstrækning. Kan man forsvare at tage penge for BT, hvis de har en meget stor del af fællesstof imellem sig med Metroxpress, spørger han retorisk.

- De skal ikke kannibalisere hinanden, men formå at arbejde sammen og lære af hinanden.

Aske Hammer peger på, at Ekstra Bladet er den største konkurrent blandt de andre traditionelle medier. Men endnu større er eksempelvis Facebook, Netflix og Spotify, der også konkurrerer om mediebrugernes tid.

- Det er den største udfordring, som alle medier står over for, siger medieforskeren.

- Men det er en mere alvorlig og påtrængende udfordring for netop de tabloide medier, som har mere blødt og underholdende stof, som man kan gå mange andre steder hen og få som mediebruger.

Netop den udfordring ønsker den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, BTMX held og lykke med.

- Sammenlægningen understreger nødvendigheden af konsolidering i den danske mediebranche, hvis danske journalistiske medier skal stå imod den massive konkurrence fra udenlandske, digitale giganter som Google og Facebook. Og klare sig i konkurrencen med statens medier. Vi ønsker det nye selskab held og lykke, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.