Medie: Dong ventes på børsen inden for få måneder
Energiselskabet kan formentlig handles som aktie allerede inden sommerferien, siger flere kilder.
Dong Energy kan muligvis handles som aktie på børsen allerede inden for få måneder. Arkiv.
Dong Energy kan muligvis handles som aktie på børsen allerede inden for få måneder. Arkiv. Foto: Joachim Adrian/Polfoto


En børsnotering af energiselskabet Dong Energy bliver ifølge Dagbladet Børsen sandsynligvis en realitet allerede inden sommerferien.

Det skriver avisen med henvisning til "kilder med kendskab til børsprocessen".

"Intention to float", som er en betegnelse for selskabets intentioner om at gå på børsen, er planlagt til 12. maj, erfarer avisen.

- Efter intention to float 12. maj er det eneste, der kan forhindre en børsnotering, noget lignende som skete sidste gang, at man forsøgte at børsnotere Dong (i 2007, red.). Det kan være et klart fald i markedet, en kæmpe politisk begivenhed, store terrorangreb, spørgsmålstegn om euroen eller lignende, siger en kilde til Børsen.

Dongs ledelse ønsker ikke at kommentere sagen, men ifølge en pressetalsmand planlægger Dong fortsat en børsnotering senest i "første kvartal 2017 eller før, hvis markedsforholdene tillader det."

Dong Energy fik sidste år et underskud på mere end 12 milliarder kroner, primært fordi selskabets olie- og gasforretning blev nedskrevet betydeligt som følge af de lave oliepriser.

Goldman Sachs, ATP og PFA købte sig i 2014 ind i Dong for 11 milliarder kroner, og efter salget er statens ejerandel reduceret fra 81 til 60 procent.

En prissætning på fondsbørsen ventes at lande på omkring 70 milliarder kroner, skriver Dagbladet Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.