Medie: Amerikansk Kapitalfond lun på TDC
Ifølge Børsens oplysninger forbereder en amerikansk kapitalfond et opkøb af den danske televirksomhed.
Ifølge Børsens oplysninger kan TDC snart komme i amerikanske hænder. Arkiv
Ifølge Børsens oplysninger kan TDC snart komme i amerikanske hænder. Arkiv Foto: Niels Hougaard/Polfoto


En amerikansk kapitalfond har tilsyneladende set sig lun på den danske telekoncern TDC.

Det skriver Børsen fredag.

Ifølge avisens oplysninger har kapitalfonden været i gang med at forberede et opkøb af koncernen med henblik på at afnotere selskabet fra fondsbørsen.

Det er kun fem år siden, at TDC's aktier blev udbudt på børsen.

Dagbladet Børsen har forsøgt at få en kommentar fra TDC's bestyrelsesformand, Vagn Sørensen, men han ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

Avisen erfarer, at der er tale om den amerikanske kapitalfond Apollo, der heller ikke ønsker at bekræfte oplysningerne.

Det vil i givet fald ikke være første gang, at den amerikanske kapitalfond viser interesse for den danske televirksomhed.

I 2005 var den således en del af et konsortium, der afgav et bud på TDC.

Koncernen endte dog med at blive solgt til et andet konsortium bestående af fem kapitalfonde, der købte 88 procent af aktierne til en værdi af omkring 97 milliarder kroner.

I december 2010, da konsortiet satte aktierne til salg, var TDC omtrent 41,5 milliarder kroner værd.

Ved fondsbørsens lukketid 7. juli 2016 var selskabet vurderet til en pris på 26,4 milliarder kroner, og derfor er tidspunktet måske velegnet til komme af børsen, vurderer teleanalytiker og ekspert i det danske telemarked John Strand.

- Men der er nogle risici, og analytikerne kan lynhurtigt straffe TDC-aktien, hvis de ser en finansiel risiko. Derfor vil det være mere praktisk med den arbejdsro, der følger med én ejer frem for børsnotering, siger han til Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.