Mary på Roskilde Festival: Det skal hun opleve
Dyrskuepladsen i Roskilde lægger sjældent græs til royale sko, men det sker i år, når prinsesse Marie gæster Roskilde Festival.
Prinsesse Marie skal kunne begå sig i mange sammenhænge. I næste uge gælder det et besøg på Danmarks største musikfestival.
Prinsesse Marie skal kunne begå sig i mange sammenhænge. I næste uge gælder det et besøg på Danmarks største musikfestival. Foto: CASPER DALHOFF/POLFOTO


Praktisk fodtøj er nok at foretrække for prinsesse Marie, når hun i næste uge skal på Roskilde Festival.

Prinsessen skal dog ikke ligge i teltlejr og gå fra koncert til koncert som de øvrige 80.000 gæster. Hun skal i sin egenskab af protektor for Folkekirkens Nødhjælp se de projekter, som organisationen har på årets festival.

Det drejer sig om et besøg i en pantbod, hvor unge frivillige sørger for at modtage, optælle og sortere det modtagne pant. Alt overskuddet fra denne aktivitet går til Folkekirkens Nødhjælp, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Prinsessen med de franske rødder skal også opleve andre dele af den ikoniske danske festival. Hun skal nemlig besøge House of Rock og introduceres til WeFood, som er Danmarks første butik med overskudsmad. En WeFood-butik skal åbne senere på året, men først skal der rejses en million kroner til projektet.

Under denne del af besøget vil generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, overrække prinsesse Marie en æres-aktie i projektet WeFood.

Prinsesse Marie besøger Roskilde Festival den 2. juli, og den dag spiller bl.a. Muse, Bikstok og Florence + The Machine.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.