Mary høster ros fra udlandet
Ved et politisk møde i Fællessalen onsdag, indtager kronprinsessen talerstolen og sætter fokus på kvinders rettigheder. Kronprinsessen får ofte ros fra udlandet for sit engagement i kvindesagen.
Kronprinsesse Mary, her fotograferet ved Copenhagen Fashion Week, taler gerne kvindesagen både i erhvervslivet og blandt verdens fattigste.
Kronprinsesse Mary, her fotograferet ved Copenhagen Fashion Week, taler gerne kvindesagen både i erhvervslivet og blandt verdens fattigste. Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO


Kronprinsesse Mary har flere gange vist, at kvinders rettigheder er en sag, der ligger hendes hjerte nær.

Mary har talrige gange udtalt sig om sin mærkesag, blandt andet fra talerstolen i New York i 2013, hvor hun sammen med FN's generalsekretær Ban Ki-moon advokerede for ligestilling imellem kønnene.

Onsdag sker det igen, når Mary deltager i en faglig reception på Christiansborg sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) og formand for folketingets netværk for "Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder" (SRSR) Mette Gjerskov (S).

Receptionen skal sætte fokus på at fremme kvinders rettigheder i CSR-sammenhænge. CSR står for Corporate Social Responsibility og dækker over det ansvar virksomheder skal tage på eget initiativ for at blive mere bæredygtige, ligestillede eller socialt ansvarlige.

Under overskriften "Hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med SRSR" indtager Mary talerstolen, og hun kommer ikke til at mangle inspiration til sin tale.

I sidste uge besøgte kronprinsessen nemlig Tierkidi-flygtningelejren i Gambella, der ligger i det vestlige Etiopien.

Her oplevede Mary på egen krop, den hårde tilværelse for kvinder i et af verdens fattige lande, og kronprinsessen fik også indsigt i kvindernes hverdag, som blandt andet består af at hente vand og mel.

Den danske kronprinsesse får ofte ros fra udlandet for sit engagement i kvindesagen, både når det drejer sig om humanitære katastrofer og de mere hjemlige forhold, hvor danske kvinder flere steder stadig mangler ligeløn og lige vilkår på arbejdsmarkedet.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.