Mark O. Madsen taber VM-finale i brydning
Den danske bryder har vist fremragende form ved VM i USA og har kvalificeret sig til OL i Rio de Janeiro.
Mark O. Madsen er i storform ved VM i brydning i USA. (Jens Dresling / POLFOTO / Arkiv)
Mark O. Madsen er i storform ved VM i brydning i USA. (Jens Dresling / POLFOTO / Arkiv) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Danske Mark O. Madsen tabte tidligt tirsdag morgen dansk tid VM-finalen i brydning i 75 kiloklassen mod russeren Roman Vlasov.

Hans vej til finalen ved VM, der finder sted i Las Vegas i USA, gik over brydere fra Bulgarien, Egypten, USA og Iran.

- I semifinalen mødte han en rigtig stærk iraner. Kampen endte 2-2, men da iraneren havde fået en advarsel i løbet af kampen, endte Mark med at vinde, sagde Erik Nyblom fra Danmarks Brydeforbund fra arenaen i spillebyen tidligere til Ritzau.

I finalen mod Roman Vlasov lykkedes det ikke Mark O. Madsen at få point. Russeren vandt 6-0.

De to mødte også hinanden i første runde ved OL i London i 2012, hvor Vlasov vandt. Faktisk har Mark O. Madsen aldrig vundet over russeren.

Det er fjerde gang, at Mark O. Madsen må stille sig tilfreds med en sølvmedalje ved et VM.

Den 30-årige dansker kan dog glæde sig over, at han med sin flotte placering er kvalificeret til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i Brasilien næste sommer.

Han er den første danske bryder nogensinde, der skal deltage i tre OL i træk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.