Manglende CL koster dyrt i Parken
Regnskabsåret 2014 i Parken Sport & Entertainment blev markant dårligere end året før.
2014 blev et dårligere år for Parken, særligt på grund af manglende Champions League-deltagelse for FC København.
2014 blev et dårligere år for Parken, særligt på grund af manglende Champions League-deltagelse for FC København. Foto: Colourbox/free


Selskabet bag superligaklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, kan notere et plus på 15,8 millioner for regnskabsåret 2014, men omsætningen bærer præg af FCK's manglende deltagelse i Champions League.

Resultatet skal ses i sammenligning med sidste års plus på 210,8 millioner kroner.

- Koncernomsætningen udgjorde 1124,7 millioner kroner i 2014 mod 1298,9 millioner kroner i 2013, hvilket er et fald på 174,2 millioner kroner.

- Det skyldes primært segmentet FC. København & Stadion (manglende deltagelse i Uefa Champions League-gruppespillet påvirker negativt med 180,4 millioner kroner) samt den negative udvikling i fitness dk (et fald på 16,9 millioner kroner), skriver selskabet i årsrapporten.

I den seneste udmelding forventede selskabet et plus på 30-35 millioner, men Parken har måttet nedskrive værdien af goodwill vedrørende fitnesskæden fitness dk med 34,9 millioner.

Til gengæld trækker en positiv værdiregulering af investeringsejendomme i den anden retning.

Det er bemærkelsesværdigt, at selskabet også i den kommende sæson forventer, at FC København deltager i Champions League.

Det kræver, at klubben vinder det danske mesterskab, men FCK er lige nu ni point efter førende FC Midtjylland.

Uden Champions League-deltagelse er der forventning om, at 2015 vil resultere i en overskud på 40-50 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.