Mange voldsdømte er på fri fod en måned efter dom
Hver fjerde med en ubetinget voldsdom, er på fri fod mere end en måned, viser ny opgørelse fra Rigsadvokaten.


30 dage.

Så lang tid må en voldsdømt person i udgangspunktet være på fri fod, inden han eller hun skal i fængsel. Men hver fjerde, der får en ubetinget fængselsdom for vold, er på fri fod i en måned eller mere, efter dommen er faldet.

Det viser en ny opgørelse fra Rigsadvokaten. Det skriver dr.dk.

Ifølge opgørelsen er tallet steget. I 2013 var det cirka en ud af ti, der var på fri fod i mere end 30 dage, efter dommen var faldet.

Tallene viser, at de sene indsættelser blandt andet skyldes administrative fejl hos Kriminalforsorgen. Ud af 98 for sent indsatte voldsdømte skyldtes 19 sager deciderede papirfejl.

Justitsminister Søren Pind (V) retter en skarp kritik af udviklingen.

- Det er uacceptabelt. Det er ikke et ressourcespørgsmål, for der er plads nok i fængslerne. Derfor må der altså ske noget i Kriminalforsorgen, så det her kommer til at ske hurtigere og mere effektivt, siger Søren Pind til dr.dk.

Også når man ser på sagsbehandlingstiden fra sigtelse til dom, er der sket en negativ udvikling de seneste år.

Ifølge en opgørelse fra Domstolsstyrelsen blev kun 40 procent af voldssager med ubetinget fængselsstraf afsluttet inden for 37 dage, som ellers er målsætningen. I 2013 var tallet 53 procent.

Også det beklager justitsministeren.

- Ofrene har min dybeste sympati og har krav på, at samfundet reagerer hurtigt og kontant, siger Søren Pind til dr.dk og forklarer, at han vil have foretaget en analyse af, hvad der går galt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.