Mindst 13 tyrkiske soldater er dræbt og seks såret i sammenstød med militante medlemmer af det forbudte Kurdiske Arbejderparti, PKK.
Fem af soldaterne blev dræbt under kampe lørdag i Hakkari-provinsen i den sydøstlige del af Tyrkiet, siger sikkerhedskilder til Reuters.
Samtidig meldes over 100 militante medlemmer af den tyrkiske PKK-bevægelse enten såret eller dræbt i kampe med tyrkiske sikkerhedsstyrker lørdag. Det oplyser tyrkisk militær.
Militæret skriver i en meddelelse, at over 100 militante kurdere er "neutraliseret", men uden at oplyse, hvor mange der er dræbt eller såret.
Det statslige nyhedsbureau Anadolu skriver ifølge dpa, at 13 militante PKK-medlemmer blev taget til fange i Van-provinsen. Mange blev dræbt, skriver Anadolu, der ikke oplyser et præcist antal.
Ifølge provinsens guvernør blev otte tyrkiske soldater dræbt i bjergområder i Van.
Samlet set er det et af de højeste tabstal på en enkelt dag i løbet af de seneste års konflikt i det sydøstlige Tyrkiet.
Volden har været i stigning i Hakkari-provinsen og andre dele af det sydøstlige Tyrkiet, hvor der er stort set daglige kampe mellem militante kurdere og tyrkiske sikkerhedsstyrker.
Tyrkiet kæmper både mod militante kurdiske grupper og mod Islamisk Stat. Både kurderne og den militante islamistiske gruppe har fået skyld for flere af de angreb, der har ramt Tyrkiet i det seneste års tid.
Samtidig siger en højtstående amerikansk diplomat, at USA har ramt nogle af Islamisk Stats mål i Syrien. Det skete tæt ved den tyrkiske grænse med et nyt mobilt raketsystem.
- Amerikanske styrker ramte Islamisk Stats mål nær Tyrkiets grænse i Syrien i aftes, meddeler Brett McGurk, USA's særlige udsending for den koalition, der kæmper mod den militante gruppe i Syrien og Irak.
/ritzau/Reuters