Mandskab evakueret efter brand på norsk olieplatform
Borearbejdere slap uskadt fra brand på Statoil-platform ud for Bergens kyst.
Ingen er kommet til skade ved branden på olieplatformen Statfjord A i Nordsøen, oplyser Statoil. (Arkivfoto)
Ingen er kommet til skade ved branden på olieplatformen Statfjord A i Nordsøen, oplyser Statoil. (Arkivfoto) Foto: Oyving Hagen/AFP


Dele af mandskabet på den norske olieplatform Statfjord A måtte søndag morgen evakueres, da der udbrød brand i en pumpe på platformen.

Ingen er kommet til skade, skriver Statoil i en meddelelse.

Omkring klokken 11.30 ser branden ud til at være slukket igen, oplyser en pressetalsmand for det norske olieselskab.

Platformchefen meldte om røgudvikling og brand klokken 8.20. Branden opstod i en pumpe.

Slukningen gik i gang, samtidig med at mandskab blev flyttet fra Statfjord A til Statfjord B. Begge platforme ligger ud for Bergens kyst.

Sprinkleranlægget på platformen er ligeledes sat i gang for at slukke ilden.

- Der var 67 personer om bord, da hændelsen opstod. Klokken 10.00 var 20 personer flyttet til Statfjord B med SAR-helikopter, skriver Statoil i en meddelelse.

Branden var begrænset til et område, der er adskilt med brandvægge.

Produktionen på platformen blev lukket ned, og det mandskab, der ikke skulle deltage i brandberedskabet, blev sendt i redningsbådene.

To helikoptere befinder sig ved oliefeltet og et beredskabsfartøj er i området.

Statoils beredskabsorganisation på Sandsli og i Stavanger blev mobiliseret, oplyser olieselskabet videre.

Statfjord er Norges største oliefelt. Siden produktionen begyndte i slutningen af 1970'erne, er der hentet omkring fem milliarder tønder olie op af undergrunden her.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.