Mand barrikaderede sig i lejlighed
Efter flere timer er det lykkedes Fyns Politi at anholde en mand, som havde barrikaderet sig i en lejlighed.
Politiet er talstærkt til stede i Svendborg, hvor en mand nægter at komme ud af en lejlighed. Arkivfoto.
Politiet er talstærkt til stede i Svendborg, hvor en mand nægter at komme ud af en lejlighed. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En mand, der fredag formiddag barrikaderede sig i en lejlighed i Svendborg, er blevet anholdt, skriver flere medier.

Fyns Politi afspærrede fredag formiddag området omkring Strynøvej i Svendborg, hvor en mand nægtede at komme ud af en lejlighed.

- Der er en mand, som vi gerne vil tale med, men som ikke vil tale med os, sagde vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi tidligere fredag til Ritzau.

Politiet kom ud til lejligheden omkring klokken 10.15 fredag formiddag, og mellem 10.30 og 11.00 rykkede man talstærkt ud og afspærrede området.

Ifølge fyens.dk evakuerede politiet den opgang, som lejligheden ligger i, og beboere i området fik besked på at låse dørene og blive indenfor.

Men sidst på eftermiddagen lykkedes det politiet at anholde manden uden yderligere dramatik.

Ifølge eb.dk skulle politiet tidligere på dagen have fået en anmeldelse om, at manden fremførte trusler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.