Manchester City-angriber forhindrer svensk sejr
Zlatan Ibrahimovic lignede længe en matchvinder for Sverige, som fik 1-1 mod Montenegro i EM-kvalifikationen.
Zlatan Ibrahimovic havde noget at smile over i Montenegro.
Zlatan Ibrahimovic havde noget at smile over i Montenegro. Foto: Jonas Ekstromer/AP


Sverige holder kursen mod fodbold-EM i 2016, selvom det ikke gik som håbet i lørdagens kvalifikationskamp i gruppe G ude mod Montenegro.

Stjerneangriberen Zlatan Ibrahimovic lignede længe en matchvinder for Sverige med sin scoring til 1-0 allerede i det niende minut.

Men 10 minutter før tid udlignede Manchester City-angriberen Stevan Jovetic til 1-1 på et straffespark. Kort tid forinden havde Ibrahimovic sendt et frispark på stolpen, og i overtiden fik svenskerne et mål underkendt.

FC København-spillerne Pierre Bengtsson og Mikael Antonsson startede inde i det svenske forsvar som henholdsvis venstre back og midterforsvarer.

Med resultatet har Sverige på andenpladsen seks point for fire kampe. Østrig topper med 10 point efter holdets 1-0-hjemmesejr over Rusland tidligere lørdag. Russerne er treer i gruppen med fem point, hvilket Montenegro også har.

I gruppe C var der favoritsejre til Slovakiet og de regerende europamestre fra Spanien. Slovakkerne, som tidligere i kvalifikationen har slået Spanien, vandt 2-0 ude over Makedonien. På samme tid vandt spanierne hjemme 3-0 over Hviderusland.

Resultaterne betyder, at Slovakiet topper gruppe C med maksimumpoint 12. Spanien og Ukraine følger efter med ni point hver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.