Malende dronninger viser værker frem
Dronning Margrethe og dronning Sonja udstiller for første gang deres kunstværker i en fælles udstilling med navnet "Fra fjell og kyst".
Arkivfoto. Her ses dronning Margrethe ved siden af sit eget kunstværk, der i 2012 blev udstillet i samlingen "Farvens Sjæl" på Arken i København.
Arkivfoto. Her ses dronning Margrethe ved siden af sit eget kunstværk, der i 2012 blev udstillet i samlingen "Farvens Sjæl" på Arken i København. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Dronning Margrethe og hendes norske kollega, dronning Sonja, er begge kendte kongelige kunstnere, men selvom den danske dronning tidligere har udstillet på blandt andet Aros i Aarhus, er det første gang, at de to dronninger udstiller sammen i sommerudstillingen "Fra fjell og kyst".

Det skriver Baroniet Rosendal, hvor dronningerne udstiller, i en pressemeddelelse.

Både Margrethe og Sonja er inspireret af naturen, men maler meget forskelligt. Udstillingen, som indeholder flere helt nye værker, vil vise den naturrige inspiration og dronningernes forskellighed.

På åbningsdagen for udstillingen, den 12. juni, kommer begge dronninger forbi det norske slot, som danske kong Christian den femte ophøjede til baroni i 1678.

På udstillingsstedet, Baroniet Rosendal, vækker det kongelige visit glæde.

- Vi oplever det som et eventyr, at dronning Margrethe og dronning Sonja har sagt ja til at have en udstilling sammen her til sommer. En større begivenhed og fejring af slottet Rosendal 350 års jubilæum kunne vi ikke drømme om, siger direktøren for Baroniet Rosendal, Anne Grete Honerød, i pressemeddelelsen.

Udstillingen "Fra fjell til kyst" er til skue på slottet mellem den 12. juni og 6. september.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.