Major: Naturligt at Danmark følger efter USA
Det er helt typisk Danmark, at vi følger USA og sender fly til Irak. Derfor er vi også gode til kampene.
Danskerne er dygtige til det de laver og er respekteret samarbejdspartner, lyder det fra major.
Danskerne er dygtige til det de laver og er respekteret samarbejdspartner, lyder det fra major. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Det er i tråd med den danske aktivistiske udenrigspolitik, at Danmark nu følger USA til Irak. Danmark vil åbenlyst gerne bidrage til, at man deler de militære opgaver, og netop derfor sender regeringen syv F-16-kampfly til Irak for at kæmpe mod Islamisk Stat.

Det mener major ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen.

- Amerikanerne har hele tiden sagt, at de vil have, at Europa spiller en mere aktiv rolle i forbindelse med krige og konflikter i vores nærområde, siger han.

Han mener, at det nytter en masse, at Danmark nu går ind i kampen mod IS med den amerikansk ledede koalition. Det skyldes i særdeleshed, at Danmark før har deltaget i operationer med USA i Irak, Afghanistan og Libyen.

- Så helt grundlæggende kender vi modus for, hvordan det her fungerer, siger han. Vi er dygtige til det, vi laver, og vi er en meget respekteret samarbejdspartner, siger han.

Danmarks deltagelse er derudover vigtig for, at troværdigheden og opbakningen til missionen ses som et globalt anliggende. Det styrkes af, at flere lande er med og har dannet en koalition mod IS.

Tidshorisonten for det danske bidrag er indtil videre 12 måneder med mulighed for forlængelse. Men skal truslen fra IS slås helt ned, kan det ifølge Lars Cramer-Larsen ikke kun gøres ved hjælp af F-16-fly.

Det skal gøres ved at spille på flere tangenter. Blandt andet skal Irak og Syriens økonomi styrkes og stabiliseres, pengestrømmen til IS igennem blandt andet olie og skatter skal stoppes, og samfundsstemningen i landet helt nede på stammeniveau skal vendes.

Lars Cramer-Larsen har svært ved at sige noget om, hvor lang tid det vil tage at sørge for, at IS ikke dukker op som en militær trussel igen, hvilket er målet for koalitionens mission på nuværende tidspunkt.

- Lad os vurdere igen om et år, når der er kommet resultater. Lige nu er vi ved den allerførste del af det her, siger han.

Helt praktisk er der ifølge Cramer-Larsen brug for Danmarks kampfly, fordi Irak ikke har fået genopbygget landets forsvar endnu og især ikke flyvevåbnet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.