Magnussen uden point på Suzuka-banen
Alvorlig ulykke med Jules Bianchi afbrød japansk grandprix. Lewis Hamilton vandt, Kevin Magnussen blev 14'er.
McLaren-danskeren Kevin Magnussen kom fra banen uden point.
McLaren-danskeren Kevin Magnussen kom fra banen uden point. Foto: shuji kajiyama/AP


Kun 47 af 53 omgange var blevet afviklet, da søndagens Formel 1-grandprix pludselig blev indstillet på Suzuka-banen i Japan.

En ulykke for den franske kører Jules Bianchi (Marussia) er årsagen.

Ifølge TV3+ var han ikke ved bevidsthed, da han straks efter blev fragtet til hospitalet.

Franskmanden kørte angiveligt ind i et køretøj, der var på banen for at hjælpe tyskeren Adrian Sutil (Sauber). Sutil havde selv lige været i et uheld, hvor han var kørt af banen.

- Situationen med Bianchi er kritisk. Jeg håber, han er i gode hænder, er Sutil citeret for at sige ifølge TV3+.

Englænderen Lewis Hamilton førte løbet, da det blev afbrudt, og vinder derfor foran Nico Rosberg. Hamilton øger dermed i den samlede VM-stilling ned til Mercedes-holdkammeraten Rosberg og har nu et forspring på 10 point.

Den forsvarende tyske verdensmester Sebastian Vettel tog tredjepladsen.

Den danske McLaren-kører Kevin Magnussen sluttede på 14.-pladsen og fik ingen point. Hans holdkammerat, englænderen Jenson Button, sluttede som nummer fem.

Vejrforholdene havde fra begyndelsen gjort løbet til en af sæsonens mere dramatiske grandprixer.

Men trods voldsom regn, der satte banen under vand, blev løbet sat i gang til tiden klokken otte dansk tid.

Det var bag løbets safety-car, og efter bare to omgange måtte løbsledelsen afbryde løbet med rødt flag.

Men samtidig stoppede regnen, og opklaringen gjorde det muligt at genoptage racet efter bare 10 minutters pause.

Safety-car førte stadig feltet an, men efter ni omgange kunne løbet endelig gives frit.

Magnussen lå på sjettepladsen, da løbet blev givet frit på niende omgang, men han skulle snart ryge langt tilbage.

Danskeren fik tekniske problemer og måtte køre i pit for blandt andet at skifte rat. Det sendte Magnussen helt tilbage på sidstepladsen.

Derfra kæmpede han en hård kamp for at vinde placeringer, men det endte med en 14.-plads.

Forrest i feltet udspillede sig den mest interessante kamp. Mercedes-rivalerne Nico Rosberg og Lewis Hamilton sloges om føringen, og efter 29 omgange overhalede Hamilton sin tyske holdkammerat.

Den føring havde han stadig, da løbet blev afbrudt seks omgange før tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.