Madrid-træner: Basel bedre end Liverpool
Carlo Ancelotti mener, at Basel er favorit til at avancere i Champions League på bekostning af Liverpool.
Schweiziske FC Basel gav Real Madrid god modstand i onsdagens Champions League-opgør, men tabte 0-1.
Schweiziske FC Basel gav Real Madrid god modstand i onsdagens Champions League-opgør, men tabte 0-1. Foto: Georgios Kefalas/AP


FC Basel måtte onsdag aften se sig selv knækket 0-1 på hjemmebane mod suveræne Real Madrid i Champions Leagues gruppe B.

I samme gruppe fik Liverpool 2-2 ude mod Ludogorets fra Bulgarien, og der er lagt op til en gyserafslutning i sidste spillerunde, når Liverpool og Basel i et direkte møde spiller om andenpladsen og avancement til 1/8-finalerne.

Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, har lige set sit hold spille mod netop Basel og Liverpool, og han har schweizerne som favorit til at følge med sit eget hold videre i turneringen.

- Lige nu mener jeg, at Basel er bedre end Liverpool. Det schweiziske hold er i god form og er meget velorganiseret.

- Det bliver ikke nemt på Anfield, men schweizerne har en lille fordel, siger Carlo Ancelotti.

Liverpool tager andenpladsen med en sejr over Basel, som altså kan nøjes med uafgjort.

Det sidste er muligt, mener Basels træner, Paulo Sousa, som dog gerne havde set sit hold få point mod Real.

- Jeg er skuffet, da jeg mener, at vi fortjente mere i denne kamp.

- Men når Ancelotti siger, at vi har en fordel i forhold til Liverpool, mener jeg, at han har en pointe, siger Sousa.

Skæbnekampen på Anfield spilles 9. december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.