Madaffald fra supermarkeder bliver lavet til biogas
50.000 tons madaffald fra 1500 dagligvarebutikker bliver nu indsamlet og genanvendt
Nu ser det første landsdækkende indsamlingskoncept for organisk affald dagens lys.
Nu ser det første landsdækkende indsamlingskoncept for organisk affald dagens lys. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


De seneste årtier er 80 procent af danskernes husholdningsaffald gået op i flammer. Det er spild af mad og en belastning for miljøet.

Derfor har regeringen en målsætning om, at Danmark over de næste 10 år skal mere end fordoble genanvendelsen af husholdningsaffald, så samfundet i 2022 genanvender 50 procent af affaldet.

Nu ser det første landsdækkende indsamlingskoncept for organisk affald dagens lys.

Bag det står Miljølogistik A/S, som er serviceleverandør af affaldsløsninger.

Der er netop underskrevet kontrakt med henholdsvis Coop koncernen (Kvickly, SuperBrugsen, Dagli' Brugsen, Irma og Fakta) og Netto-kæden om genanvendelse af mere end 50.000 ton madaffald fra deres 1500 butikker i Danmark.

- Aftalen med Coop-koncernen og Netto-kæden er ikke blot glædelig for os, der har fået ordren. Det er i høj grad en god dag for miljøet og økonomien, siger Massimo Forti, administrerende direktør i Miljølogistik i en pressemeddelelse.

- Det landsdækkende koncept er så unikt og nyskabende, at vi er på vej med flere nye aftaler med andre store aktører.

Konkret betyder det, at supermarkedernes kasserede fødevarer kan genanvendes.

Både plast, glas og metaller bliver genbrugt, mens den organiske del bliver lavet til biogas. Sorteringsanlægget kan uden problemer adskille madaffaldet fra foliebakker, plastindpakning og dåser.

Hos Coop-koncernen er planen, at alle butikker skal genanvende madaffald inden udgangen af 2015.

- Det smarte er, at man ikke behøver at sortere affaldet, men kan smide madvarerne ud i emballagen. Maskinen kan selv sortere og genanvende det hele. Vi har regnet ud, at vi sparer 10.000 ton CO2 om året, siger miljøchef i Coop, Signe Frese.

Ud over at gavne miljøet er aftalen også økonomisk fordelagtig for Coop-koncernen og Netto-kæden, da det er billigere at genanvende affaldet end at køre det til forbrænding.

Det er N.C. Miljø på Fyn, der har fundet opskriften på genbrug af husholdningsaffaldet. Virksomheden har opfundet en maskine, som kan sortere affaldet. I processen bliver der hverken brugt opvarmning, trykkogning, enzymer eller anden forbehandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.