Machete-svingere og kristne vagtværn spreder død i Afrika
Seks betjente og fire civile blev fredag dræbt i et baghold ved byen Bambari i Den Centralafrikanske Republik.
Sammenstød i Den Centralafrikanske Republik de seneste tre dage har kostet 25 mennesker livet ifølge en FN-styrke i landet.
Sammenstød i Den Centralafrikanske Republik de seneste tre dage har kostet 25 mennesker livet ifølge en FN-styrke i landet. Foto: Issouf Sanogo/AFP


Sammenstød i Den Centralafrikanske Republik har de seneste tre dage kostet 25 mennesker livet ifølge en FN-styrke i landet.

Under eskalerende vold ved byen Bambari er blandt andre seks politifolk blevet dræbt før weekenden, skriver FN-styrken Minusca i en meddelelse.

Betjentene og fire civile blev dræbt i et baghold fredag morgen.

Blodsudgydelserne nær Bambari er blot de seneste i en række sammenstød i landet, der har været præget af borgerkrig ad flere omgange i mere end 10 år.

Torsdag blev 15 personer dræbt i udkanten af Bambari. Det skete i kampe mellem en muslimsk milits og kristne vagtværn, der er kendt som "anti-balaka" (anti-machete, red.).

Bambari er en by med knap 50.000 indbyggere. Den ligger 400 kilometers kørsel nordøst for hovedstaden.

Anti-balaka angreb fredag otte FN-soldater på vej mod lufthavnen i Bambari, oplyser Minusca. Et syvårigt barn blev såret i angrebet.

- Der er stigende spændinger i visse regioner, skriver Minusca.

FN-styrken appellerer til de militante grupper om at stoppe den voldsspiral, der er sat i gang med gensidige hævnakter.

Sekterisk vold brød ud, da muslimske oprørere i gruppen Seleka væltede landets kristne præsident Francois Bozize i marts 2013.

Minusca blev indsat i Den Centralafrikanske Republik i foråret 2014.

Hundredtusinder er drevet på flugt af under konflikten. Tusindvis er dræbt.

Indsættelsen af en FN-styrke har dog ikke været uden problemer - tværtimod.

Minusca har alene i år haft adskillige sager om FN-soldaters seksuelle overgreb og voldtægter.

Anklagerne har blandt andet drejet sig om burundiske medlemmer af styrken, der er udstationeret i byen Sibut midt i landet.

Soldaterne beskyldes for at være involveret i voldtægt af en 14-årig pige.

Sagen er indberettet af FN's børnefond, Unicef.

Den fredsbevarende FN-styrke tæller 12.000 soldater.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.