Lukas Graham snupper prestigefyldt MTV-pris
Det danske band Lukas Graham blev torsdag aften kåret til "Best Danish Act" af MTV. Det er fansne, der har stemt.
Lukas Graham snupper prisen for Best Danish Act.
Lukas Graham snupper prisen for Best Danish Act. Foto: DAVALI PHILIP/DAVALI PHILIP


Når det store MTV-show European Music Awards løber af stablen i Milano den 25. oktober, har danske Lukas Graham en chance for at sikre sig en pris.

Bandet er nemlig af fans kåret til at være "Best Danish Act", og det betyder, at Lukas Graham ud over æren, går videre i konkurrencen om at blive den europæiske kandidat til "Best Worldwide Act", hvor også en afrikansk/indisk, nordamerikansk, sydamerikansk, asiatisk og australsk/new zealandsk vinder skal kåres.

I den europæiske kategori skal bandet, der er kendt for hits som "7 Years" og "Drunk In The Morning", blandt andet konkurrere mod den norske sangerinde Astrid S. og den tyske sangerinde Lena, der vandt Eurovision tilbage i 2010.

Det er ikke lykkes for en dansk artist at sikre sig den helt store sejr og trofæet som "Best Worldwide Act" ved showet endnu. Tidligere vindere af "Best Danish Act" inkluderer både Medina, der har vundet prisen hele tre gange og Christopher, der vandt prisen sidste år.

Ud over Lukas Graham var Topgunn, Djämes Braum, Christopher og Ankerstjerne nomineret til prisen i år.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.