Lufthavnsvagter: Vi er dybt rystede over anklager
Personalet i Københavns Lufthavn er chokerede over kvinders henvendelser om befamling i sikkerhedskontrollen.
Efter at flere kvinder har fortalt, at de har følt sig krænket under kropsvisiteringer i Københavns Lufthavn, vil lufthavnen nu undersøge, om andre har haft lignende oplevelser.
Efter at flere kvinder har fortalt, at de har følt sig krænket under kropsvisiteringer i Københavns Lufthavn, vil lufthavnen nu undersøge, om andre har haft lignende oplevelser. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Der er meget langt mellem flypassagerer, der oplever, at vagterne i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn går for langt, når de kropsvisiterer.

Det mener i hvert fald sikkerhedspersonalet selv, som er rystede over flere offentlige udmeldinger fra kvinder, der har følt, at mandlige vagter krænkede dem.

- Jeg er dybt rystet og tager afstand fra det, hvis det er sket. Og mine medlemmer er ganske enkelt frustrerede og kede af disse henvendelser, siger Dennis Hansen, tillidsmand for sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn.

- Vi visiterer mange tusinde om dagen, og vi mærker ikke i det daglige arbejde, at kvinder eller andre føler det ubehageligt at blive kropsvisiteret.

Der blev sat fokus på sagen, da journalist og lektor Anne Lea Landsted tidligere på ugen skrev et indlæg i Politiken om sin oplevelse med en ifølge hende alt for omhyggelig sikkerhedsvagt.

Siden stod tv-vært på TV2 Michèle Bellaiche frem i Metroxpress og fortalte om en lignende oplevelse.

- Jeg kan ikke forestille mig, at det er sket, som det er beskrevet. Og jeg undrer mig over, at man ikke tidligere har fortalt lufthavnen om oplevelsen i stedet for senere at gå ud med sagen i medierne, siger Dennis Hansen.

Han forklarer, at sikkerhedspersonalet i forvejen jævnligt drøfter, at de er nødt til at gå forholdsvis tæt på passagererne for netop at kunne opdage det, hvis nogen forsøger at skjule skadelige og ulovlige ting på flyrejsen.

Tillidsmanden kender ikke til andre mulige, krænkende hændelser ud over de, der på det seneste har været behandlet i medierne.

- Men selvfølgelig ser vi på henvendelserne og undersøger dem, siger Dennis Hansen.

Sikkerhedskontrollen i København er kåret som verdens bedste to gange de seneste tre år, og det må der jo være en grund til, fremhæver Dennis Hansen.

- Men vi skal ikke gå med armene hævet. Vi skal forsøge at forbedre os, siger han.

Til september indfører lufthavnen en ny og grundigere type kropsskanner, som forventes at gøre kropsvisiteringerne sjældnere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.