Ludomaner sigtes oftere for kriminalitet
Resultatet af ny forskning viser, at ludomaner oftere sigtes for kriminalitet. Eksempelvis sigtes de ni gange oftere for våbenbesiddelse.
Ny forskning tyder på, at ludomaner også døjer med stoffer, voldelig adfærd og anden kriminalitet.
Ny forskning tyder på, at ludomaner også døjer med stoffer, voldelig adfærd og anden kriminalitet. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Statens Institut for Folkesundhed er kommet frem til et overraskende resultat i en undersøgelse af ludomaner. Her konkluderes det blandt andet, at ludomaner ni gange oftere sigtes for besiddelse af våben end andre danskere.

Det resultat går stik imod den herskende opfattelse af, at ludomani rammer alle samfundslag.

Undersøgelsen, der er baseret på registeroplysninger, viser også, at ludomaner tre gange så ofte bliver taget for besiddelse af stoffer og dobbelt så ofte sigtes for vold og økonomisk kriminalitet i forhold til gennemsnittet.

- Vi havde en teori om, at ludomaner oftere begår kriminalitet for at skaffe penge til deres misbrug, forklarer seniorforsker på Statens institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet Bjarne Lauersen. Det kan være en af forklaringerne på resultaterne, men det kan også være personlighedstræk og sociale forhold knyttet til ludomani, der fører til øget kriminalitet.

Han understreger dog, at der ikke er ført bevis for, at ludomanien gradvist gør folk mere kriminelle, men undersøgelsen viser, at der er en sammenhæng mellem ludomani og kriminalitet.

Hos Center for Ludomani er tallene ny viden.

- Vi har længe vidst at graden af økonomisk kriminalitet blandt ludomaner er noget højere, men at de skulle være mere voldelige, bære flere våben eller tage flere stoffer, har vi ikke erfaring med, siger centerleder Michael Bay Jørsel.

Han vil ikke anfægte resultatet af undersøgelsen, men siger, at langt de fleste, der opsøger Center for Ludomani, er såkaldte "rendyrkede ludomaner" hvilket betyder, at de ikke begår kriminalitet, drikker eller tager stoffer.

- To tredjedele af dem, vi behandlede sidste år havde aldrig begået kriminalitet. For den sidste tredjedel galt det, at de havde begået økonomisk kriminalitet i et eller andet omfang for at få penge til at vinde det tabte tilbage, siger han.

Han siger, at det ikke er hans indtryk, at den kriminelle tredjedel overhovedet ville have rodet sig ud i kriminalitet, hvis det ikke havde været for en stor spillegæld.

På spørgsmålet om, hvor vidt ludomani rammer en bestemt social gruppe i samfundet, siger Michael Bay Jørsel, at det, bortset fra den store overvægt af mænd, er den almene borger, der rammes af ludomani.

Fakta: Her er symptomerne på ludomani

1. Beløbet, du spiller for, bliver gradvist højere

2. Du spiller for penge, du ikke kan tåle at tabe

3. Du tror på reklamerne, når de siger, at netop du vinder på onsdag

4. Du lyver om, hvor mange penge, du spiller for

5. Du tror, du kan genvinde tabte penge, hvis du spiller videre

Kilde: Center for Ludomani

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.