Løven er nu blandt verdens truede arter
Alternativ medicin har medført, at stadig flere plantesorter ender på listen over udrydningstruede arter.
Løven i Vestafrika er i overhængende fare for at blive udryddet på grund af tab af habitat og stadig større konkurrence fra mennesker og andre dyr. Arkivfoto.
Løven i Vestafrika er i overhængende fare for at blive udryddet på grund af tab af habitat og stadig større konkurrence fra mennesker og andre dyr. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Den mægtige løve og verdens mest sjældne søløve samt en del planter, der anvendes til alternativ medicin er på listen over de næsten 23.000 arter, som trues af udryddelse.

I en opdatering af "Den Røde Liste" siger Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN), at 22.784 dyre- og plantearter trues af udryddelse, selv om der på nogle områder er sket fremskridt for at beskytte naturen.

- Naturen bliver i stigende grad sårbar, advarer IUCN's danske generaldirektør, Inger Andersen.

Organisationen er verdens ældste og største globale miljøorganisation, som fra dansk side støttes med årligt 25 millioner kroner gennem udviklingssamarbejdet.

Inger Andersen fremhæver, at en indsats for at øge bestandene af flere dyrearter - blandt andet den iberiske los - har været en succes.

- En effektiv bevaringsindsats kan føre til overvældende resultater, siger hun.

Der er i dag en voksende bestand af den iberiske los efter seks årtier med konstant tilbagegang. Der var kun 52 af voksne eksemplarer tilbage af kattedyret i 2002, mens der et årti senere er 156.

Indsamling af planter til brug i alternativ medicin betyder, at stadig flere plantesorter ender på listen over udrydningstruede arter.

På IUCN's Rødliste står 44 indiske planter, som anvendes til medicin, øverst. Det gælder blandt andre Indiens hvide lilje, der er en af landets vigtigste planter til medicinbrug. Planten, der kan anvendes mod åndedrætssygdomme, er i dag på randen af udryddelse.

Det går tilbage for mange af de truede arter på grund af tab af områder- habitat - som følge af skovrydninger til fordel for landbrug og infrastruktur.

Den iberiske los er indtil videre reddet, fordi dens naturlige omgivelser er blevet genskabt gennem en bevidst politik, hvor blandt andet kaninbestanden er genoprettet, da den er afhængig af denne i jagten efter mad.

Den truede Guadalupe-pelssæl, som tidligere var talrig langs Californiens kyst og på Guadalupe-øerne i Mexico, er også en øget bestand i dag, efter at den har været frygtet udryddet. Der findes i dag omkring 20.000 - mod 2500 i 1950'erne.

Løven i Vestafrika, der historisk har været et af de steder, hvor der var flest løver, er derimod i overhængende fare for at blive udryddet på grund af tab af habitat og stadig større konkurrence fra mennesker og andre dyr.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.