Løkke skal danne regering: Nu må vi til dronningen
Blå blok står fast på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder trods Venstres skuffende valgresultat.
Kristian Thulesen Dahl (tv) peger på Lars Løkke Rasmussen (th.) som forhandlingsleder.
Kristian Thulesen Dahl (tv) peger på Lars Løkke Rasmussen (th.) som forhandlingsleder. Foto: CASPER DALHOFF/POLFOTO


Det bliver Venstres partileder, Lars Løkke Rasmussen, der skal lede forhandlingerne om en kommende regering, selv om Dansk Folkeparti nu er blå bloks største parti.

Alle de borgerlige og liberale partier peger på Løkke som kommende statsminister inden dronningerunden fredag.

Venstre-formanden påpeger dog, at han ikke vil være statsminister for enhver pris.

- Der er fire partier, der mener, at jeg skal lede forhandlingerne. Hvis det også er tilfældet i morgen, når vi har været ved dronningen, så må vi tage den derfra, siger Lars Løkke Rasmussen ved partilederrunden på Christiansborg.

Afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder det "en broget blå blok", som Lars Løkke Rasmussen skal stå i spidsen for, fordi Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ligger et stykke fra hinanden i mange centrale spørgsmål.

Men selv om der er klare forskelle på partierne, er Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, overbevist om, at det er muligt at få enderne til at nå sammen.

- Vi er enige om, at vi vil have Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og vi glæder os til det samarbejde. Vi har haft et godt samarbejde de seneste tre et halvt år, og hvor der er vilje, er der vej, siger Anders Samuelsen.

Dansk Folkeparti står til at få 37 mandater mod Venstres 34, mens Liberal Alliance får 13 og De Konservative 6.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.