Løkke: Signal til EU om at beskytte de ydre grænser
Grænsekontrol er ikke drømmescenariet for Løkke. Han håber, at EU træder i karakter med en fælles løsning.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer på et pressemøde i Statsministeriet mandag, at europæiske ledere sammen finder en løsning på flygtningepresset for at undgå, at landene hver for sig indfører græsekontrol.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer på et pressemøde i Statsministeriet mandag, at europæiske ledere sammen finder en løsning på flygtningepresset for at undgå, at landene hver for sig indfører græsekontrol. Foto: DAVALI PHILIP/WEB_PDA_PIX


Europæiske ledere må gå sammen om at finde en løsning på flygtningepresset, hvis man vil undgå, at landene selvstændigt indfører grænsekontrol.

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til mandagens pressemøde, hvor regeringen præsenterede planen for en midlertidig stikprøvekontrol ved grænsen.

- Det her er et klart signal om, at Europa er nødt til at træffe beslutninger, der kan beskytte de ydre grænser.

Siden flygtningestrømmen mod Europa eksploderede i sensommeren 2015, har stadig flere lande taget sagen i egen hånd for at sikre sig mod en uoverskuelig tilstrømning af asylansøgere.

- Jeg tror, det er åbenlyst, at vi er i en situation, hvor man vil se flere og flere lande, der er tvunget til at indføre midlertidig grænsekontrol, hvis EU ikke kan beskytte de ydre grænser, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at det kunne være undgået, hvis EU-landenes ledere var nået frem til en fælles håndtering af udfordringen.

- Vi har brug for europæiske ledere, der svarer på det her. Vi har presset på for en fælles europæisk løsning. Det, vi har brug for nu, er, at tage fælles beslutning om at bruge flygtningehotspots i praksis, siger han.

Ifølge Løkke er en dansk grænsekontrol bestemt ikke den optimale løsning. Han frygter derfor, at EU's manglende indgriben kan få konsekvenser for både danskere og europæere.

- Det er ikke et lykkeligt øjeblik. Vi har investeret millioner i Øresundsregionen, så det er et skridt tilbage.

- Hvis vi ikke beskytter de ydre grænser, vil der være mulighed for en negativ påvirkning på europæernes frihed. På den lange bane er der risiko for, at det kan påvirke den europæiske vækst negativt, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.