Løkke og co. overhaler: Tager føringen i ny måling
Torsdagens meningsmåling fra Voxmeter viser igen flertal til blå blok efter mange dage med rødt flertal.
Ifølge Voxmeter er der igen flertal blandt vælgerne til blå blok og Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge Voxmeter er der igen flertal blandt vælgerne til blå blok og Lars Løkke Rasmussen. Foto: Uffe Weng, Scanpix


Efter en skæv start på valgkampen har blå blok tilsyneladende fået rettet skuden op igen og har hevet nogle af sine vælgere tilbage.

I hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i den meningsmåling, som er foretaget for Ritzau af Voxmeter, og som er offentliggjort torsdag.

Den viser nu et flertal på 51,4 procent af stemmerne til blå blok, mens rød blok står til at få 48,6 procent.

Omsat til mandater svarer det til 89 mandater til Lars Løkke Rasmussens (V) støtter, mens Helle Thorning-Schmidt (S) kun kan mønstre 86 mandater.

Det er pæne stigninger til både Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance på mellem 0,5 og 0,6 procentpoint i forhold til dagen før.

Også Socialdemokraterne har øget tilslutningen, så partiet nu står til at få 26,9 procent af stemmerne.

Men da både Radikale, Enhedslisten og SF står til at få færre stemmer end dagen før, er magtbalancen tippet.

Især for de Radikale er de seneste tal ikke specielt rar læsning. Partiet, der fik 9,5 procent af stemmerne og 17 mandater ved valget i 2011, står nu kun til at få 5,8 procent af stemmerne.

Pudsigt nok svarer tilbagegangen på 3,7 procent i prognosen lige præcis til det antal stemmer, som den tidligere radikale minister Uffe Elbæk står til at få med sit nye parti, Alternativet.

Også SF bløder stemmer lige nu. Fra at have fået 9,2 procent af stemmerne ved det seneste valg, står partiet nu til at få 5,1 procent.

Hvis det holder stik, vil partiet næsten blive halveret til ni mandater sammenlignet med de 16, der blev vundet i 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.