Løkke håner Corydon: "Det er en fin lille genbrugspakke"
Regeringens 50 vækstinitiativer skaber ikke holdbar vækst, mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
Regeringens 50 vækstinitiativer skaber ikke holdbar vækst, mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
Regeringens 50 vækstinitiativer skaber ikke holdbar vækst, mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Foto: Colourbox/free


Regeringen savner ambitioner, når den kun fremlægger 50 små initiativer for at skabe vækst, så bruttonationalproduktet vokser med en milliard kroner indtil 2020. Det er slet ikke nok.

Det siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter finansminister Bjarne Corydon (S) og De Radikales leder, økonomiminister Morten Østergaard søndag fremlagde rosinen i pølseenden - en jobbonus til 110.000 personer på kontanthjælp.

- Det er en fin lille genbrugspakke. Den består mestendels af elementer, som i forvejen var på bordet. Landdistriktspenge, der skal ud at rulle. Penge, vi selv har fundet sammen med regeringen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Finansministeren forsikrer søndag, at udspillet slet ikke er et valgoplæg. Regeringen vil have vedtaget de 50 forslag inden sommerferien, siger Bjarne Corydon, og Løkke er parat.

- Vi møder gerne op til forhandlinger. Det går jeg ud fra, at vi bliver indkaldt til. Vi har selv været med til at finde størstedelen af de penge, man bruger, siger Venstres formand.

Socialdemokraterne og De Radikale kan ikke bruge pengene før valget uden at være enige med Venstre og de andre forligspartier, fastslår Lars Løkke Rasmussen.

- Vi har fundet penge, der skal bruges til at lette erhvervsbeskatningen. De penge kan ikke bruges, med mindre vi er enige først, siger han.

Venstre vil hellere give 15 procent af de konkurstruede landmænd bedre vilkår end at lade dem låne flere penge. Vinder han magten, lancerer han en "Jobplan 2015".

- Der er åbenlyst brug for, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde for folk med små arbejdsindkomster, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.