Løkke er ked af at det glippede med Thornings topjob
FN-chefen valgte en anden profil end normalt, da han vragede Thorning til posten som flygtningehøjkommissær.


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ærgrer sig over, at det er glippet med at få sin forgænger, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udnævnt til FN's flygtningehøjkommissær.

Det siger han torsdag, efter at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, onsdag aften valgte den italienske FN-diplomat, Filippo Grandi, til det prestigefulde topjob.

- Jeg er ked af, at Danmarks kandidat, Helle Thorning-Schmidt, ikke fik den post, selv om hun var tæt på og var med i opløbet, siger Lars Løkke Rasmussen, der i øjeblikket deltager i et topmøde mellem EU og Afrika i Valletta på Malta.

Lars Løkke Rasmussen siger, at Ban Ki-moon med udnævnelsen af en mangeårig FN-diplomat har valgt en anden profil end normalt, eftersom det traditionelt har været højt profilerede politikere, der har været flygtningehøjkommissærer.

- Det bliver vi selvfølgelig nødt til at respektere. Jeg synes selvfølgelig, at det er lidt ærgerligt, siger statsministeren.

Han siger, at Helle Thorning-Schmidt "uomtvisteligt" havde været den rigtige til at skaffe flere penge i kassen til FN's flygtningearbejde.

- Nu har Ban Ki-moon valgt en helt anden profil: En garvet diplomat, en mand, der har arbejdet med fingrene nede i jorden med flygtningespørgsmål, siger Løkke Rasmussen.

Det skyldes formentlig, mener den danske statsminister, at FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR) også står med en række logistiske opgaver midt i den værste flygtninge- og migrationskrise siden Anden Verdenskrig.

- Og det er vel det, der fører til hans valg, mener Lars Løkke Rasmussen.

Mindst 14 kandidater havde sendt en ansøgning til UNHCR-jobbet ved deadline i midten af september.

Danmark havde posten som FN's flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985, da tidligere statsminister Poul Hartling (V) havde det internationale topjob.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.