Løkke åbner for flere penge til velfærd
Dansk Folkeparti glæder sig over nye toner fra Venstre: Det vil gøre det nemmere at blive enige efter et valg.
Venstres Lars Løkke Rasmussen løsner nu op for sit partis ellers ufravigelige krav om nulvækst i den offentlige sektor, hvis de borgerlige partier genvinder regeringsmagten.
Venstres Lars Løkke Rasmussen løsner nu op for sit partis ellers ufravigelige krav om nulvækst i den offentlige sektor, hvis de borgerlige partier genvinder regeringsmagten. Colourbox


Venstres Lars Løkke Rasmussen løsner nu op for sit partis ellers ufravigelige krav om nulvækst i den offentlige sektor, hvis de borgerlige partier genvinder regeringsmagten.

I et interview med Berlingske siger Lars Løkke Rasmussen, at nulvækst "jo kan skrues sammen på mange måder, hvor man samtidig fremmer det, man vil".

Venstre-formanden forklarer, at hvis et borgerligt flertal kan blive enig om besparelser på udgiftsposter, der ligger uden for den offentlige udgiftsramme, kan der muligvis godt blive råd til noget mere velfærd.

Det såkaldte udgiftsstop, der har været Venstres officielle politik siden 2012, indebærer, at udgifter til for eksempel daginstitutioner, skoler og sygehuse højst må stige i samme takt som lønninger og priser.

Statens udgifter til overførselsindkomster, for eksempel dagpenge, kontanthjælp, uddannelsesstøtte (SU) og folkepension, ligger derimod uden for det, der går under betegnelsen "offentligt forbrug".

- Nulvækst er på det offentlige forbrug. Så er der store dele af de offentlige udgifter, som er uden for forbrugsrammen. Hvis man sparer der, kan man måske godt have noget realvækst.

- Det afgørende er, om man trækker den rigtige vej, siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Udmeldingen glæder Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det, synes jeg, er positivt, fordi det klart vil gøre det nemmere for os at finde enighed efter et folketingsvalg. Det er glædeligt, at de (Venstre, red.) modererer sig og kommer os i møde, som synes, at der skal være plads til en beskeden realvækst, siger han til Berlingske.

Debatten om det offentlige forbrug ventes at blive et af hovedtemaerne under det valg, der skal udskrives inden september i år.

SR-regeringen planlægger at bruge ekstra 0,6 procent om året på velfærd frem til 2020.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.