Litaun træder ind i eurozonen
Eurozonen har ved årsskiftet fået endnu et medlem. Med Litauen med i selskabet er 19 lande med i euroen.
"Euroen kommer til Litaun" Fra den 1. januar er Litauen officielt trådt ind i eurozonen.
"Euroen kommer til Litaun" Fra den 1. januar er Litauen officielt trådt ind i eurozonen. Foto: Mindaugas Kulbis/AP


Da klokken slog 12 midnat i Litauen nytårsaften, var det ikke kun årstallet, der blev ændret.

Også valutaen blev en anden, da landet officielt trådte ind i eurosamarbejdet som det 19. medlem af eurozonen.

Det betyder, at litauerne fremover skal handle med euro i stedet for litas.

Den baltiske stat i det nordøstlige Europa har knap tre millioner indbyggere, og det får antallet af europæere med fællesvalutaen i hverdagspungen til at ramme 337 millioner mennesker.

I Litauens hovedstad, Vilnius, blev lanceringen af euroen fejret med fyrværkeri og lysvideoer på offentlige bygninger.

Derudover hævede flere baltiske ledere de første euro fra hæveautomater rundt om i hovedstaden, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Bruxelles blev det nyeste medlem budt velkommen med et kæmpe banner, hvorpå der stod: "Velkommen til eurozonen, Litauen!". Banneret hænger på EU-Kommissionens hovedkvarter i byen.

Ud over økonomiske fordele ved samarbejdet, satser Litauen på, at medlemskabet i eurozonen vil føre til større tillid fra udlandet og dermed flere investeringer, bedre lånebetingelser, lavere arbejdsløshed og højere indtægter i landet.

Litauen blev meldt formelt klar til euroen 23. juli 2014. Litas vil blive vekslet til kurs 3,4528 per euro.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.