Der var trangt omkring alteret, da svenske prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O'Neill søndag døbte deres lille søn i Drottningholm slotskirke.
Prins Nicolas har nemlig fået ikke mindre end seks gudforældre, der alle stod omkring den lille dreng, da han fik sit navn.
Prinsesse Madeleines lillebror, Carl Philip, der blev gift kun to dage, før prins Nicolas blev født, er af forældreparret udvalgt til at være gudforælder, og det samme er grevinde Natascha Abensperg und Traun, der er søster til Chris O'Neill.
Derudover er Gustaf Magnuson, der er kong Carl Gustafs gudsøn og prinsesse Madeleines fætter, også valgt til fadder sammen med Henry d'Abo, der er Chris O'Neills svoger.
Også Katarina von Horn, der er prinsesse Madeleines veninde og Marco Wajselfisz, der er Chris O'Neills studiekammerat, er gudforældre til den lille dreng.
Prins Nicolas har fået det fulde navn Nicolas Paul Gustaf, og blev døbt i den samme kjole som sin storesøster, prinsesse Leonore og kusine, prinsesse Estelle.
/ritzau/FOKUS