Ligeløn og familie fylder i årets Oscar-taler
Budskaberne i takketalerne ved Oscar-uddelingen kredser om politiske budskaber, familien og svære samtaler.
Patricia Arquette fik højlydte klapsalver for sin takketale ved årets Oscar-uddeling, da hun talte om ligeløn og kvinders rettigheder. Arkivfoto
Patricia Arquette fik højlydte klapsalver for sin takketale ved årets Oscar-uddeling, da hun talte om ligeløn og kvinders rettigheder. Arkivfoto Foto: Jordan Strauss/AP


Flere kvindelige gæster ved årets Oscar-uddeling heppede højlydt på Patricia Arquette, da hun i sin takketale kom med et klart politisk budskab om kvinders rettigheder.

Den 46-årige skuespillerinde, der har været med i over 40 film siden 1980'erne, vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle for filmen "Boyhood" og valgte i sin takketale at fokusere på ligestilling og ligeløn.

- Til alle kvinder der har født, til alle skattebetalere og borgere i dette land: Vi har kæmpet for alle andres rettigheder. Tiden er inde til at få ligeløn en gang for alle og lige rettigheder for kvinder i USA, lød det fra Patricia Arquette ved Oscar-festen, der blev afholdt natten til mandag.

Kommentaren fik blandt andet Meryl Streep, der var nomineret i samme kategori for sin rolle i "Into The Woods", til at pege ned mod Arquette og råbe "Yes!" flere gange, mens sangerinde Jennifer Lopez, der præsenterede en pris tidligere på aftenen, heppede med på pladsen ved siden af Streep.

Skuespillerinden Lena Dunham, der blandt andet er kendt for at stå bag den populære tv-serie "Girls" hyldede Patricia Arquette på Twitter.

- Patricia som præsident, skrev Dunham.

60-årige J.K Simmons vandt sin første Oscar for sin rolle i "Whiplash". Prisen var for bedste mandlige birolle, og han benyttede sin takketale til at sætte fokus på vigtigheden af familie ved blandt andet at takke sin kone og børn og opfordre publikum og seere til at kontakte deres kære.

- Ring til jeres mor, ring til jeres far. Hvis I er heldige nok at have en eller to forældre i live på denne planet, så ring til dem, lød det fra J.K Simmons, da han som den første i årets show modtog en Oscar.

Mere alvorligt var budskabet fra vinderne af bedste korte dokumentar, Ellen Goosenberg Kent og Dana Perry for deres "Crisis Hotline: Veterans Press 1"

- Jeg vil gerne dedikere denne statuette til min søn, Evan Perry, som vi mistede på grund af selvmord. Vi burde tale højt om selvmord. Denne er til ham. Tak, sagde Dana Perry.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.